Først og fremmest, så er det at gå på guideskole er en af de mest fantastiske og vidunderlige oplevelser man kommer til at have i livet. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Når man så får lov til at have denne oplevelse omme på den anden side af jorden, så er det jo ikke mindre lokkende. Sydøstasien i 7 uger, med nye indtryk, kulturopdagelse og en helt ny levemåde: Hvis det ikke lyder fristende, så mener jeg at der er noget galt. J
Til at starte med opholder man sig 3 uger i den smukke by Hua Hin, på et, vil jeg mene, rimelig luksuriøst hotel. Hotellet ligger ud til stranden, der er en kæmpe pool og ”klasseværelset” har en fantastisk udsigt ud over stedet. Det i sig selv burde være nok til at tage af sted. Selvfølgelig er der også udfordringer ved at tage på en guideskole så langt væk fra den kendte hverdag man har herhjemme, men på guideskolen lærer man også, at man tager alle udfordringer op som de kommer. Det er et stort skridt, og i starten når man lander, så kan det godt tage noget tid, måske nogle dage, før man lige forstår, at man er i en helt anderledes kultur. Samtidigt skal man også vænne sig til den måde folk interagerer, reagerer og forholder sig til andre mennesker på. Vi er jo fremmede mennesker i deres land. Det har blandt andet været en af de vidunderlige ting som man også kan tage med sig fra guideskolen bagefter. Nemlig at man har fået en bedre forståelse af andre mennesker, og man bliver simpelthen så god en menneskekender.


Det er i de 3 første uger, at man opholder sig i det super dejlige område i og omkring Hua Hin. Efter opholdet her drager man så ud på det store eventyr, nemlig på en 4 ugers rundrejse, hvor man kommer igennem meget af Thailand, over det ret ukendte og spændende Laos, ind i Vietnam, hvor man både får oplevet nord og syd i dette land, hvor der faktisk er ret stor forskel, når man kigger dybere i lagene. Til sidst kommer man igennem Cambodja, som jeg personligt mener, er det mest spændende land at være i. Der er så vild en kontrast mellem Cambodjas storhedstid med Angkor Wat og så nedturen med Pol Pot og De Røde Khmerer. Det er virkelig et land man bliver nødt til at se med egne øjne. For det passer det man siger, om at man skal se noget med egne øjne, før man forstår helt, hvor storslået eller barskt det har været. Det er et af de områder der berørte mig mest.
Alt i alt, så er det at tage på Rundrejselederuddannelsen med Service & Co. det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg har fået så mange værktøjer at arbejde med og egenskaber jeg kan bruge. Jeg har fået et meget større kendskab til og forståelse for mennesker og kulturer. Jeg har personligt udviklet mig helt vildt meget, igennem alle de gange jeg har taget en udfordring op, med et af Service & Co.’s egne slogans: ”Du prøver, du fejler, du lærer”. Man udvikler sig igennem disse udfordringer, især når det bliver en succes. En sidste ting, som man tager med sig er venskaber og endnu federe; venskaber på tværs af grænserne. Jeg har lært mig selv skandinavisk, jeg har svenske og norske venner. Det havde jeg aldrig drømt om, da jeg startede på guideskolen. Så tøv ikke ét sekund – gør din drøm til virkelighed og tag på Rundrejselederuddannelsen med Service & Co. Det kommer til at blive ”The time of your life”.
