At være guide må være det mest nemmeste og sjoveste job, ik? Tænk at få betalt ferie og så kræver det jo ikke nogen speciel uddannelse. En guide skal jo ikke kunne så meget. Udover nogle års universitetsstudier og et par fremmedsprog, men ellers skal en guide jo ikke kunne al verden.

BORTSET fra en uddannelse i medicin! Det er slet ikke så tosset hvis guiden er uddannet læge eller sygeplejerske. Guiden skal jo kunne svare på hvilken medicin der hjælper mod solstik, hedeslag og forfrysninger, diarré og forstoppelse, de mest almindelig former for hjerteanfald, nerveproblemer og AKUT alkoholforgiftning. Skulle der være dele af medicinstudiet man har glemt er gæsterne heldigivis meget hjælpsomme med at dele deres viden om sygdomme og medicin og fortælle om deres venner og sælgtninges sygdoms historie.

DERUDOVER skal en guide ikke kunne så meget.

BORTSET fra uddannelse som kok og vintyper! Nogle år på en 5 stjernet restaurant skader ikke. Når man rejser ved man selvfølgelig alt om hvad der er i hver enkelt ret på alle restauranterne, og man ved naturligvis også hvilken vin der er den bedste til retten. Som guide har man jo spist på alle restauranter i byen, nå ik? Mærkeligt!! Ja det eneste i guider laver er selvfølgelig kun at tage sol og bade hele dagen. Nej det er virkeligt ikke meget en guide skal kunne.

BORTSET fra psykologi! Der er altid nogle gæster som bliver ensomme eller forsøger at bytte deres kone for et par kameler. Sådan noget giver ofte psykodramaer. HVEM andre end guiden kan løse den slags problemer!! At man har erfaring med mentalt handicappede og socialt arbejde er også et plus. Det er faktisk ikke så meget en guide skal kunne.

BORTSET fra at være uddannet som meterolog! Hvordan bliver vejret i morgen? Er det bedst at tage på udflugt eller er det bedre at tage på stranden? Hvordan er vejret i Danmark? Regner det i Hundested lige nu? Hvorfor ved guiden ikke det? Man har vel betalt for ordentlig service. Det er da ikke så meget en guide skal kunne.

BORTSET fra en lille smule administration. Det er selvfølgelig den nemmeste del af det hele. Det er jo kun at få regnskabet til at stemme, planlægge udflugter, organisere busser, udleje biler og scootere, arrangere velkomstmøde, holde kontakten til kontoret i Danmark, skrive rapporter og skaffe andre værelser når de ikke findes, for slet ikke at tale om at reparere sin PC når den går i stykker.

Desuden er godt hvis guiden kan spille forskellige instrumenter og har forfattertalenter. Det gør det nemmere at få job. Synge og danse skal en guide da kunne, så kan man jo underholde lidt undervejs. Et lille show er vel ikke for meget forlangt.

Nej, en rejseleder behøver ikke kunne alverden for at få en betalt ferie! Det er betryggende at vide at guider ikke tjener ret meget. Et par tusinde kroner om måneden er helt rimeligt, når det er inklusiv gratis mad. DERUDOVER får guider også et værelse stillet til rådighed hele sæsonen. DE ER GODT NOK HELDIGE DE GUIDER. 🙂