Martin Jensen har drømt om at blive steward siden han var ude at flyve for første gang for 12 år siden. I dag kan han pryde sin uniform og sit CV med SAS’ gyldne vinger og kalde sig for air host. Men inden da gik turen til guideskolen.

Dengang fortalte han Service & Co om de drømme, der nu er gået i opfyldelse.

I det følgende kan du læse Martins egen beretning om tiden fra han forlod guideskolen og frem til nu, hvor drømmen er blevet til virkelighed.

Lad mig starte med at fortælle, at mit bekendtskab med Service og Co. begyndte lang tid før jeg meldte mig til skolen. Allerede i 2002 fik jeg en folder på min Handelsskole som informerede mig om, hvad Service og Co. kunne lære mig og hvordan man blev rejseleder – egentlig tænkte jeg ikke lige over at blive guide på det tidspunkt, men jeg lagde det i hvert fald ubevidst i baghovedet.
I sommeren 2003 havde jeg forskellige småjobs rundt omkring og jeg kedede mig bravt. Da jeg så kiggede i mine gamle papirer under en oprydning, faldt jeg over den gamle brochure og bladrede den igennem. Det skal lige siges, at jeg siden jeg var 10 år gammel og var på min første charterrejse til Kreta, har villet være ansat i kabinen som steward. I Service og Co. bruchuren var der en lille box som reklamerede for Maersk Air. Der stod, at de ville komme ned på Maltaskolerne.
Jeg gik i et par dage og tænkte så det knagede og besluttede til sidst at tage chancen og hoppe med på vognen og se hvad det kunne blive til.
Endelig blev det mandag 8. februar og jeg tog afsted til Malta – min plan var, at jeg ville sigte efter at komme ind hos Maersk efter guideskolen. Men sådan blev det ikke lige, for efter en uges tid i skønt selskab med 74 andre sjove og skøre mennesker ved Middelhavet, ændrede jeg mine mål. Jeg ville ud som guide i et par sæsoner for at samle point og blive mere værd i forhold til Maersk.

På guideskolen lærte jeg nok det vigtigste ord i mit liv og det er SITUATIONSFORNEMMELSE. Det er det gyldne ord til alle slags jobs indenfor servicesektoren, og jeg må sige, at jeg er meget glad for det ord, for det hjælper i de mest åndsvage situationer fra a til å – ikke kun på arbejde, men også privat.

Guideskolen gik på hæld (uheldigvis) og jeg kom tilbage til Danmark. Jeg blev tilbudt et job hos et af de store selskaber, men min intuition sagde mig at, det var ikke det jeg ville. Jeg søgte i stedet job hos Falk Lauritsen Rejser i Herning. Jeg sendte min ansøgning pr. fax til kontoret om fredagen. Om mandagen ringede jeg til den guideansvarlige Rikke Haahr for at høre, om hun havde modtaget den – det havde hun, men hun havde altså kun tid om tirsdagen, altså den efterfølgende dag.

Så er det jo godt, at guideskolen havde lært mig, at man skal tage nogle hurtige beslutninger en gang i mellem. Så jeg var til møde i Herning tirsdag og ville få svar et par dage efter. Imens gik jeg og ventede spændt og efter to dage ringede min telefon med beskeden om, at jeg Kreta 17 april.

Jeg tog afsted til det græske, hvor jeg skulle være i de kommende seks måneder. Jeg synes selv, at jeg faldt ret hurtigt til, men hver gang vi var i lufthavnen for at hente nye gæster, var der en skraldespand, som jeg hoppede op på, når der ikke var nogen, som kunne se mig. Jeg ville se på de ankommende fly. Hurtigt blev jeg også ret gode venner med vores lufthavnsagent og i de sidste to måneder på Kreta var jeg stort set i lufthavnen, når jeg ikke arbejdede med gæsterne eller på kontoret.

Jeg kom ud til flyene og fik styret min lyster, som min kollega og bedste ven Andreas sagde. Nogle ville måske tro, at jeg var tosset, men når man higer så meget efter noget, skal man jo have afløb for det på en eller anden måde.

Hos Falk Lauritsen Rejser fik jeg tilbudt vinteren 04/05 på Tenerife. Det gik jeg og tænkte over, men besluttede at sige nej tak. Nu skulle det være, jeg skulle ud og flyve. Så jeg tog hjem til kolde Danmark uden at have et sted at bo eller uden et job. Ret hurtigt fik jeg dog job i Danske Bank og ved et tilfælde så jeg en dag, at SAS søgte nogle vikarer til deres kabinekorps. Det kunne jeg da tage som en nødløsning, hvis jeg ikke kom ind hos Maersk, tænkte jeg.

SAS bad mig om at gå til en sprogtest i december 04 i tysk og engelsk. Jeg var hamrende nervøs, da jeg skulle til prøve, men fik alligevel hevet to pæne karakterer hjem (4 i
både tysk og engelsk (kravet var 3 i tysk og 4 i engelsk). SAS fik reslutatet og jeg blev indkaldt til samtale hvor jeg skulle medbringe et prøveresultat af en Internet test omkring hvilken type menneske jeg var. Til samtalen fik jeg at vide at jeg var meget positivt orienteret og havde en masse energi at byde på. Da samtalen var færdig fik jeg at vide, at jeg ville få svar et par dage senere.

Men men men – allerede 10 minutter efter ringede min telefon – det var fra SAS, jeg var gået videre til anden samtalerunde. Efter yderligere tests fik jeg lov til at komme på skole.

28. Januar 2005 var jeg til introdag hos SAS i Københavns Lufthavn og tre dage efter begyndte skolen. Jeg gik sammen med 19 andre meget flinke mennesker, som også havde en ustyrelig lyst til at flyve ligesom mig selv – det havde jeg godt nok aldrig troet at jeg skulle opleve – folk som var lige så sindsyge med fly som jeg.

26. februar 2005, 12 år efter jeg havde været ude og flyve for første gang, havde jeg selv min fine nye flotte mørkeblå uniform på og skulle prøve at servicere mine gæster, jeg fik at vide, at jeg var kanon super god og hvordan det kunne være. Jeg svarede, at jeg havde lært utrolig meget om mennekser og service hos Service og Co. og det brugte jeg til at omgås folk og servicere dem.
6. marts var dagen, hvor jeg fik mine vinger som et bevis på, at jeg var færdig med min uddannelse hos SAS. Nu indgår jeg på lige fod som alle andre, men indtil videre kun som vikar. Lige nu, i skrivende stund, ser det ud til, at jeg bliver tilbudt fast arbejde henover sommeren.

Det er altså ikke småting, hvad en guideskole kan føre med sig, når man bare tror på sig selv og satser en gang i mellem.

Men en ting er sikkert jeg kunne ikke klare det her uden en god og grundig skolegang hos Service og Co.